Letz Sushi - Letz Party!

Solen stod højt over Christianshavns Torv, da afdelingen bød på sang, taler og overenskomstdækket sushi. Fransk Dolkeparti leverede underholdningen og folk på torvet sang glade med på ”Letz Sushi-sangen" og sang bl.a. ordene "For ham der koger risen, får ikke nog’n pension. De presser ham på prisen, ja lissom en citron” og viste dermed, at det ikke er i orden, at behandle ansatte dårligt, på trods af, at de er studerende eller kommer fra andre lande.

Sushien var købt hos 100% Sushi på Godthåbsvej og der var enighed om, at sushi lavet under ordnede forhold smagte bedst.

Til arrangementet blev der samlet postkort ind fra de ca. 200 besøgende - alle med budskabet om, at i Danmark følger vi den danske model og tegner overenskomst for de ansatte. Disse postkort blev efterfølgende sendt til ejeren af Letz Sushi, Louise Ertman Baunsgaard, med opfordring om at få skrevet under på en aftale med 3F.

Morten Søndergaard, tillidsmand fra PostDanmark og Kasper Sand Kjær, ungdomskonsulent hos LO var enige om at bakkede op om de ansatte hos Letz Sushi og deres krav om overenskomst. ”Vi skal insistere på, at i Danmark går vi på arbejde under ordentlige forhold. Vi skal ikke acceptere underbetaling, dårlige arbejdsvilkår og mangel på faglige rettigheder”, sagde Kasper bl.a.

 

 
id-3